HomeNyhederOm osHundeneHundebillederHvalpekuld
Chessieracing.dk - Chessieracing's
jagt og familiehund
Anuke - in memoriam
Ifing
Corax
Cuilean
In memoriam
In memoriam

 

. 

Glenmore

Bowie: 7/6 1995 - 11/6 2008


Bowie er grundstenen for, hvad Kennel Chessieracings er i dag. Jeg fik ham som min første hund i 1995 fra Flemming Søndergård. Han skulle bare bruges til jagt.

Generelt blev markprøve ikke det helt store for Bowie og mig. Vi havde mange problemer, fordi jeg var ny og han vidste, hvad han ville, han ville på jagt og det skulle han nok selv bestemme.

I 1997 startede en ny epoke for mig som hundemand, da jeg blev inviteret på Egebjerg Gård for første gang. Og der har vi huseret mange timer, Bowie og ham der i den anden ende af snoren.

Hvis der skal siges noget skidt om Bowie, så er han en herre, der gerne selv vil bestemme. Ikke nogen nem hund for en nybegynder, men en drøm for en jæger. Bowies selvstændighed har en enkelt gang skabt Ches. historie: han er, mig bekendt, den eneste Ches., der har taget en ræv i dens grav!

Historien udspringer hos en god hundeven i det Sydjyske. En ræv bliver tidlig på dagen anskudt og skytten mener, at den er gået i en kunstgrav, så senere på dagen står vi ved graven og lurer, kedlen bliver åbnet… ingen ræv at se? Vi bestemmer os for at eftersøge ræven i nogle nye juletræer, men Bowie insisterer på at blive og snuse samt hyle ned i det ene af rørene. Jeg nævner henkastet, at ræven måske ligger i en af gangene, men bliver lidt fejet af. Flemming har dog bemærket hundens opførsel, og siger bestemt: Hvis han står og ter sig der, så er der ræv. BASTA! Kedlen bliver åbnet igen, et rensebånd hentet og en gren bindes på. Første gang intet, anden gang JOW JOW: der er rævehår på pinden. Flere forsøg bliver gjort på at hive den døde ræv ud, da der lyder et brøl fra manden i kedlen. Ræven var bestemt ikke død. Den var sur og havde stukket snuden frem mellem benene af ham. Det ku han ikke li!

Bowie kom hen til kedlen. Det første rør blev blokeret og EN skytte blev placeret. Derefter var det en psykologisk kamp mellem ræven og den gamle.

Enden blev, efter et par mærker i snuden, at der kom en gravhund ned til ræven. Efter lidt spektakel stak ræven hovedet for langt frem. Den gamle kastede sig ned i hullet og flåede både ræv og gravhund op. Efter en meget kort kamp var en anskudt ræv affanget hurtigt og effektivt i stedet for at dø langsomt i sit hul.

En ulempe, Bowie har haft, er hans evne til at komme til skade. Han er, siden han var et år, blevet syet så mange gange, at man kan kalde ham et stort stykke pudestramaj.56 sting findes rundt omkring på hans krop. Desuden en brækket tå. To bagkløer og de forreste vildtkløer er fire og fem gange blevet rykket af i leg og i kampens hede. Vi har været så flittige kunder hos dyrlægen, at hun i 2001 lige så godt kunne gifte sig med mig.

Mht. udstilling er det min skyld, at Bowie ikke er blevet til mere. Det ville kun have været et spørgsmål om at have gjort noget mere,

Som man kan se har Bowie og jeg mange historier at fortælle, men det er der ikke plads til her.

Hvor om alt er, så har han i hvert fald startet mange ting, givet mange venner og en kone, han har gjort mig til træner, givet mig fire år i raceledelsen og smag på meget mere hund - derfor Kennel Chessieracings.

 Bowie er blevet testet ved Optigen for PRA genet, og han er fri, hvilket betyder, at han ikke har sygdommen, og at ingen af hans hvalpe vil kunne udvikle sygdommen.

Den 11 juni 2008 blæste vi jagt forbi for Bowie.
Han nåede den respektable alder af 13 år.
Bowie har hentet og leveret mere end 8000 stykker vildt.
Han er en stor profil i det europæiske avlsprogram - han har hvalpe i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Bowie blev far til 42 hvalpe - de sidste blev født i september 2007 - de ældste blev født i 1998
En stor personlighed og en fantastisk jagtkammerat er væk.


 

Skyttekonens Liva.

Taysha 1999-2006


 

Taysha fik jeg som min anden hund, i sommeren 1999.

Som for det meste vælger hundene selv deres ejer. Der var en deadgrass tæve i kuldet, som jeg havde noget kig på, men mine øjne vendte hele tiden tilbage til en lille rødspraglet dame, blev ved med at dytte mig i knæhaserne. Når man kiggede ned på hende, logrede hun og sagde tag mig med hjem, så sådan blev det.

Med Taysha blev der satset på markprøver. Hun bare trampede frem; hun gjorde stort set intet forkert og var så enormt lydig, at det næsten lignede en robot. 8 mrd. brugsprøven var i hus.

På chestræf i august år 2000 var hun på sin første begynderprøve. Pga. nogle dumme førerfejl, blev det til en 2 præmie, men derefter var det rene 1 taller, der stod på hendes kritiksedler, når vi var på prøve.

Da efteråret kom, skulle Taysha introduceres til jagt i form af opsamling på Egebjerg. Bowie havde til en forandring skadet sig selv, så Taysha skulle træde til i stedet.

Første såt: man er så spændt som bare fanden. DER faldt den første kok til os, og den er anskudt - den lille dame har med garanti markeret Apport! Og hun gjorde det bare! Drevet er ved at have fuglene til vores side nu. På den første såt har vi 8 fugle og for SATAN, hvor det kører! Lydigheden er bare på plads og hun samler bare op, uanset hvad det er.

Men den dag fik jeg også skadet min hund uden at vide det. Jeg vidste, at Taysha var disponeret for at pibe. På den første dag og det første år fik jeg pga. for hårdt jagttryk Taysha til ikke bare at pibe, men simpelthen til at hyle og skrige. Voldsomt ærgerligt, da jeg gerne ville meget mere på markprøve med hende, dertil skal da siges, at hun faktisk klarede sig ganske godt i åben klasse og da Christina overtog hende, var hun faktisk med i to vinderklasser og klarede sig virkelig godt, men hyleriet bliver man altså disket af, så der stoppede hendes markprøvekarriere.

Men gå på jagt: det kunne hun. Jeg placerede mig sådan, at jeg ikke generede mine kammerater og så samlede vi fugle op. Det bedste år var, da vi samle lidt over 800 gode fugle på en sæson, med gode fugle mener jeg ikke fugle, der ligger og er døde 30 meter foran en, men dem, der går på stive vinger ind i skoven og dem der løber anskudte i brombærrene. Taysha skulle nok finde dem, brombærrene kunne aldrig blive for tætte, hun skulle nok få møvet sit hoved derind og sommetider når vi kom hjem, fik jeg af konen at vide, at hun faktisk lignede en dyreværnssag med alle de rifter, hun havde i hovedet. Men Taysha var klar dagen efter igen.

Taysha viste på et tidspunkt store evner i drevet især på fasaner, men efter nogle oplevelser på de Jyske stepper blev det hårvildtet, der blev hendes speciale - især rovvildt. Det måtte områdets ildere og mårer sande, da vi flyttede på den gård, hvor vi bor nu. Det første år fandt og affangede Taysha en ilder og en mår uden nogen form for hjælp.

 
D 10/2-2006 blæste vi jagt forbi for Taysha. Hun pådrog sig en skade i venstre skulder på en jagt i år 2001. Skaden har stille og roligt udviklet sig til gigt og her i vinteren har gigten været så slem, at vi end ikke med smertestillende medicin har kunnet give hende et værdigt liv uden smerter, så derfor valgte vi at give hende fred inden det blev værre. Taysha blev kun 7 år.

Lige inden hun døde blev Taysha testet ved Optigen for PRA genet. Hun viste sig at være bærer. De to hanner, hun fik hvalpe med var begge testet fri. Derfor vil ingen af hvalpene fra de to parringer blive syge af PRA, de kan dog være bærere. Vi opfordrer til at få testet hundene for PRA, hvis de skal bruges i avlen, eller altid at vælge en testet/genetisk PRA fri hund at parre med, hvorved man kan sikre sig at ingen af hvalpene fra parringen vil få sygdommen.

 

Cheslabben High Society

 

Saga 21/12 2006 - 18/7 2011. Forældre er Goose Gun's Powder og Longmeadow Joins Teamcheslab.

 

Marts 07: Der er jo ikke så meget at skrive endnu....Hun er charmerende og lærenem. Vi kalder hende "Duracell-hvalpen" - for vi har godtnok aldrig haft en hvalp med så meget krudt i r...øøhh, under halen. Når man kommer hjem fra hvalpetræning, så er hvalpen jo træt...nneeejjj da, hun snupper lige en 45 minutters brydekamp med Ifing!

 

Hun har nu mødt and (koldt vildt), samt kanin og krage - begge både som friskskudt og kold. Hun apporterede villigt alle tre vildttyper. 

 

På chestræf i maj 2007 blev Saga bedste babyhvalp. Hun præsenterede sig rigtigt fint i ringen, og vi kan jo håbe at det bliver ved...

 

Så er vi kommet hjem fra ches træf aug 2007. Saga gjorde sig igen godt i udstillingsringen: hun fik SL, 1.vinder og bedste hvalp.

 

Det går stille og roligt fremad med træningen. Man kan ikke sige, hun ikke er samarbejdsvillig, og et eller andet foregår der også mellem ørene, hør bare her: For et par uger siden (aug. 07) lavede jeg et markeret frit søg med hende: Fin afsætning, rørte ikke en muskel, mens jeg kastede 8 dummier. Så sendte jeg hende ud at søge: De første 2-3 dummier gik fint. Hun ville gerne samle dem op mere end en gang, så jeg stoppede dem ned i dummytasken. Så kom hun med en lille frø – den fejlede ikke noget, men var ikke særlig glad. Derefter gik hun lidt i stå, så jeg fulgte med ud, og hun fandt en dummy mere. ”Dyyygtig” og løbe tilbage. Det store spørgsmål er nu: Hvem er hurtigst i 15 meter spurt over nyslået græseng: en ung ches med en dummy i munden eller en fører i træsko? Yep. Hunden. Da hun nåede startlinien, stoppede hun op og så forvirret ud ”hvor blev hende konen nu af? – Hvad skal jeg nu med dimsen her?” Så fik hun øje på dummytasken – ”aha, det er der, hun vil have de her tingester hen, ok” og så puttede hun dummien ned i tasken!! Ikke noget med bare at slippe den, nej hun bogstavelig talt proppede den ned  - og drejede den så den lå på samme led som de andre! Så gik hun over og samlede legebolden op (den får hun nogen gange som ”jackpot” belønning”) og smed selv lidt rundt med den. Nu mangler jeg bare at lære hende selv at lægge dummierne ud, så jeg er helt overflødig og kan blive på sofaen, mens hun træner sig selv….

 

På DKK udstilling i Herning den 4/11 07 fik Saga 1.pr, 1.v. i unghundetæver. På DRK juleudstilling i Næstved den 2/12 07 fik hun 1.pr, 1.v. med SL og CK i unghundeklassen. Det var så hendes sidste udstilling i den klasse. Jeg vil ikke udstille igen, før hun kan gå med i brugshundeklasse.

 

Den 9/12 07 var vi til brugsprøve i Kibæk, og det gik fint. Vi bestod (med 38 point) - hun smuttede godtnok, da der blev skudt, mest min fejl, for jeg så, hun begyndte at rejse sig, og sagde hendes navn, for at få kontakten tilbage, men det tog hun som en opfordring til at finde noget at komme med og løb ud for at lede. Hun kom dog tilbage på fløjten, og jeg fik hende overbevist om, at ham, der skød ikke kunne ramme, så der var altså ikke faldet noget ned. Det syntes hun godtnok var noget underligt noget. Men da vi kom hjem samlede hun et par kaniner op i hhv. frit søg og ved en lille dirigering. Nu begynder det at blive rigtigt sjovt.

 

Feb. 2008: Sagas resultater for hofter og albuer er indløbet. Hun har A på hofterne og 1 på albuerne.

 

Nov 2008: Vi har været en tur på mentalbeskrivelse. Både hund og fører havde en sjov dag. Hun reagerede stort set som forventet, og jeg var især meget tilfreds med hendes evne til at afreagere. Den hund er bestemt ikke nem at skræmme. Hun viste ikke angsttegn en eneste gang. Den larmende kæde og kedeldragten, der pludselig sprang op fik hende til lige at stoppe og kigge, og så gik hun såmænd over for at snuse.. "nå ikke andet" .... Hun blev lidt sur på "spøgelserne", men så snart de vendte siden til faldt hun ned og ignorerede dem. Dæ' var æ' så ring' æn'da...

 

Dec 2008: Vi var på minidrivjagt mellem jul og nytår, bare på stykket derhjemme og naboen - 9 hektar i alt. Med kun Søren som skytte og mig, Saga og ungerne i drevet. Oban var med Søren som backup-hund. Saga gik rigtigt godt, jagtinstinktet fejler i hvert fald ikke noget. Hun kom godt rundt over det hele, gik i pæne zigzag og reagerede perfekt på færten og synet af vildtet. Meget tilfredsstillende især i betragtning af, at hun aldrig har prøvet det før, set andre hunde arbejde eller på nogen måde er blevet oplært. Vi så 9 rådyr, 6 fasaner, 5 snepper og en ukendt antal bekassiner …. Søren skød en fasanhøne. Desværre var vi for langt væk og så den ikke, men senere kastede vi den til hende og hun apporterede den helt perfekt.

 

Marts 2009: Vi har været på Saga's allerførste markprøve, c-prøven i Dejbjerg. Vi fik en 2. præmie. Nu skal det blive spændende til april, hvor vi er meldt på B prøve i påsken.

 

Den 9 april 2009: Så er vi lige kommet hjem fra begynderklassen på vores første officielle markprøve, og vi kom hjem med en første præmie! Herligt. Saga er dejlig at have med, helt rolig, og uden den mindste tendens til stress. Hvis der går lidt for lang tid uden der sker noget, så lægger hun sig bare ned og venter. Skønt.

Jan 2010: Saga har været med et par gange på opsamling på Egebjerggård. Det er gået fint. Hun oplevede nogle rigtigt gode situationer, både under og efter skydningen. Især var jeg meget tilfreds med at hun fik sin første oplevelse af en anskudt kok - den løb, lige idet hun nåede hen til den... hun begyndte at løbe lidt efter den... jeg kunne se hun tænkte... "neeej... den løber, det kan vist ikke være meningen, at jeg skal samle den op???" og lige i det rigtige øjeblik, mens hun stadig var efter den og havde øjenkontakt, fik jeg råbt "apport" til hende. Man kunne nærmest se den store lyspære, der tændte over hovedet på hende "Aha! Det er altså meningen, at jeg skal samle den op... okay .. YES!" Og så var hun bare 100% "på" opgaven, og fik hurtigt indhentet og samlet kokken. Den næste anskydning landede laaangt fra os, med skjult nedslagssted, men der var ikke andre hunde i nærheden, og hun viste tydeligt, at hun vidste, hvad hun skulle, så jeg slap hende, og fulgte efter ... jeg nåede lige frem i tide til at se hende ramle ind i et brombærkrat for fuld høvl Fffuuummppp! så kom hun bakkende ud med kokken i munden. Så fint.

Juli 2010: Vi har fået Saga steriliseret. Hun er en dejlig hund, med mange gode sider, men vi synes ikke hun er det optimale avlsmateriale. Desuden har hun blødt voldsomt meget under sine løbetider og været meget mentalt påvirket både i løbetiderne og ved falsk drægtighed efterfølgende, så vi besluttede, at vi alle, også Saga, ville være lykkeligere uden alt det bøvl og ballade. 

DKCH+J Oban, Veteran Verdens Vinder 2010.
3. juli 2001 - 9. november 2011

 

Oban i daglig tale kaldet.... Oban! Ja, jeg valgte selv denne gang.

 

Oban er af det 3. kuld mellem Kvilimare Augusta Bell Ranger og Glenmore (Bowie).

 

Han er min 3. hund.

 

Bowie lavede det første kuld med Augusta i 1999, der blev fire hvalpe, hvoraf Flemming beholdte en han nemlig Lucky.

 

 

Der skulle gå lidt over et år, før Flemming lavede kuld nr. to med de samme hunde og da hvalpene havde den rette alder, tog Christina og jeg til Boeslum for at se, hvad de så havde lavet denne gang.

 

Da jeg trådte ud af bilen på gårdspladsen, havde Flemming anskaffet sig en gammel Pajeo og der sad en hund i den. Christina mente ikke, at jeg skulle gå hen til bilen, når der sad en hund som jeg ikke kendte, på det tidspunkt kendte hun ikke Flemmings hunde, så jeg stak snotten ind til vovse, og hvad skuede mit øje, et gisp må jeg have givet fra mig, en FLOT han sad i bilen. En han som jeg vil have dem.

 

Lucky var den hund, som sad i bilen den dag og så rar ud, hvilket han virkelig er. Flemming kom ud. Christina var i gang med at nusse Lucky, jeg kiggede op på Flemming og sagde jeg vil have en hvalp fra de to! Du kommer til at lave et kuld mere Flemming gnækkede lidt, men efter kort efter kunne han fortælle, at det sådan set var hans mening, for det var SATANEDME godt det her, han skulle bare lige have overtalt Gitte.

 

Jeg tror nu ikke det var så svært at overtale Gitte; i hvert fald kom Augusta på besøg hos Bowie en 3. gang. Hold da op, hvor blev den gamle glad. Han havde på det tidspunkt haft andre damer på besøg, men Augusta er og bliver hans kæreste.

 

Resultatet af besøget udeblev ikke, så den 3/7 2001 kom Oban til verden. Da han var bare 14 dage gammel tog vi over og besøgte ham,  i samme besøg blev han valgt.

 

Det var ikke så svært at vælge, der var kun to hanner, og den anden var som snydt ud af næsen på Bowie. (Jeg har i øvrigt mødt ham som voksen og han er stadig som snydt ud af næsen på sin far). Derfor blev det Oban, han var så dejlig: rolig men bestemt ikke ræd af sig.

 

I august blev Oban hentet efter mange ture til Boeslum, hvor vi besøgte ham.

 

SÅ STARTEDE VI IGEN.

 

Oban var ikke så nem at arbejde med som de andre og det siger ikke så lidt i forhold til Bowie, men her var det nogle helt andre problemer, der skulle takles. Han er temmelig blød, men også meget intelligent, så han lærte hurtig at spille på, at han bare var sådan en lille rar hund, der ikke kunne gøre for det.

 

Da vi lærte hinanden ordentligt at kende, og jeg lærte, at Oban ikke er sin far, så begyndte der at ske noget. Ja ja det gik ikke så stærkt som med hans bror, men jeg er heller ikke Flemming Søndergård, som virkelig kan læse en hund. Og heldigvis, at han kan det, for han fik os ud af en dum blindgyde, vi var kommet i. 

 

Da vi kom i åben klasse, kom der skred i det og tingene begyndte at fungere.

 

Der skal lige fortælles en lille historie: da Oban skulle have sin brugsprøve, hvilket i øvrigt gik fint, var der samme dag ræveapportering på tid for sjov. Taysha, der er en ørn med ræve skulle selvfølgelig prøve, fik da også den bedste tid den dag, så mente jeg alligevel at det kunne være sjovt at lade Oban prøve ræven. Jeg spurgte dommeren, om jeg måtte tage ham med ud og lægge ræven? jow det måtte jeg da godt. Efter tre forsøg fik jeg overbevist Oban om, at det var meningen, at ræven skulle ligge der, hvor jeg lagde den, for han ville tage den med, med det samme. Ok så startede vi forsøget TAG MIKKEL sagde jeg! SKRALDE BANG så Oban sad ved siden af mig med ræven. 8 måneder gammel og der var aldrig nogen, der kom i nærheden af hans tid

 

Oban skulle også på et tidspunkt som unghund med på opsamling. Denne gang ville jeg ikke begå samme fejl som med Taysha, så han startede sent på sæsonen som nr. to hund over middag, og jeg fik allieret mig med forskellige dygtige hundefolk, der kunne holde mig tilbage, hvis det gik for stærkt.

 

Jeg har nu fået en hund, der overhovedet ikke siger et pip, uanset hvad der sker omkring ham, er virkelig lydig, men kan løse en opgave selvstændigt, når han bliver sendt på den. 

 

År 2003 skulle så blive sæsonen for Oban og her fandt vi virkelig hinanden, det fungerede så fantastisk, det var fedt at komme hjem og kunne fortælle, at hunden ikke havde lavet en eneste fejl. Det var også året, hvor jeg fik Flemming med på Egebjerg igen. Da han havde set Oban og den skaldede (mig) på jagt mumlede han noget om, at jeg skulle se at få den 1. præmie i åben, så jeg kunne komme på A prøve, den er nu i hus og forhåbentlig i skrivende stund vil der komme flere til.

 

2003 blev også året, hvor Oban kom med på fjorden for første gang. Hermed mener jeg ikke trækjagt generelt, men ud i prammen.

 

Når man skal have en hund af Bowie og Obans kaliber (39kg) med ud i en lille skydepram, så kræver det noget af hunden, nemlig at de først og fremmest kan begå sig på gyngende grund og sidde stille. (Taysha bliver aldrig pramhund, selvom hun er mere praktisk af størrelse, hun kan ikke lide at bunden bevæger sig og så bliver hun urolig, ikke nogen god ting i vintermånederne)

 

Jeg har en tradition med at tage til fjorden en uges tid i min campingvogn sammen med min bedste ven, og det var i denne uge, at Oban skulle prøve prammen på et aftentræk. Da vi kommer ned til bådene, skal jeg have ham op i mandkassen. Det gjorde han bare, som om han aldrig havde lavet andet! Man klør sig selv lidt i nakken og siger ja ja det var da en udmærket start, men lad os se, når han kommer ud til vandet og vi skal stage.

 

Her skal lige forklares vores pramme: bådene ligger i en meget lille kanal som man trækker dem ud af, inden man kan stage til de pladser, man har valgt til det træk, man er på vej til. Når jeg skal stage min pram og har hund med, hvilket jeg næsten altid har, så skal hunden op på en plade, så den sidder forrest på båden ovenpå mandkassen, fordi jeg er nødt til at stå i kassen for at styre og holde balance.

HER er det vigtigt, at hunden kan futte derop og forholde sig i ro.

 

Da vi kommer ud af Æ havn så peger jeg på pladen. Inden jeg når at give en kommando, så sidder Oban på sin pind. Vi stager til Pouls pynt og jeg begynder at lægge lokker ud. Når jeg gør det, plejer Bowie, uanset om det er morgen eller aftentræk, at gå ud på bagenden af båden og sidde der, for at holde øje med, om jeg gør det ordentligt. Sagen er nemlig den, at jeg ikke vil have en våd hund fra morgenen af, eftersom hunden ligger på min mave i båden, kan den lige så godt være tør så længe som muligt.

 

Jeg havde lagt ca. halvdelen af lokkerne ud, da jeg vendte mig om for at hente et læs mere. GISP Har jeg fået den rigtige hund med? Der sidder Oban fuldstændig som sin far bag på båden, på samme måde med halen, det samme overvågende blik og han har aldrig været med før.

 

Her er det, man ved, at den dag , som vi jo ved, der kommer, når man har hund, nemlig hvor de skal herfra, når den dag kommer med Bowie, så kommer jeg på det første træk på fjorden til at gå og stortude, fordi når jeg vender mig om, så sidder Bowie der igen og alligevel ikke, men hans søn.

 

Oban har siden hen været med nogle gange, men desværre ikke med det helt store udbytte, derimod har han haft masser af succes i krageskjulet. Det er så heldigt, at min kammerat og jeg regulerer krager for min nabo ved hans frilandssvin, og det er virkelig rart at sidde med en hund, der ruller sig sammen op af siden på en i skjulet og første eksploderer, når man beder ham om at hente den krage, der er skvattet ned.

 

Udstilling skal vi omkring igen og her er det træls at gå med Oban, for han gør det bare og så vinder han i øvrigt ret tit. Han har endnu ikke fået en andenpræmie.

 

Et år gammel blev han BIM på chestræffet, året efter fik han sit første Cert. Også på træf og dagen efter fik han en andenpræmie på sin første åben klasse prøve.

 

I år 2003 fik han sit andet Cert. og det første CACIB i Herning på international udstilling.

 

På chestræf i maj 2004 fik han 1. præmie på markprøve, åben klasse. Og i august 2004 fik han sit sidste udstillingscert., hvormed han blev dansk udstillingschampion. Så nu må vi hellere finde en udstilling i et andet land, så han kan blive Int. Champ.

 

Elisabeth og Oban i "Barn og hund" i NorgeOban er i skrivende stund (2006) 5 år gammel og det ser ud til, at man sigter efter toppen både jagt, markprøve og udstillingsmæssigt, men en ting kommer man aldrig til at tage fra ham: han er lige så gennemført rar som han er flot og stor, derfor er han også børnenes yndlingshund. Han er den hund næsten alle fremmede, børn som voksne, skal hen og røre ved og kan røre ved, uanset om han er løs, i snor eller sidder i sin bil.

 

Oban er blevet gentestet for arvelig PRA (øjensygdom) ved Optigen og er blevet fundet genetisk fri - dvs han kan kun give PRA-frie gener videre til sine hvalpe

 

I 2007 modtog Oban det nyoprettede DKCH+J championat ved en lille ceremoni på DRK's juleudstilling.


Juni 2009: Oban blev bedst i race med certifikat på det Norske ches træf's udstilling. Dermed er han nu både Dansk og Norsk udstillingschampion. Hans datter, Aquamanda's Månestråle blev bedste tæve på samme udstilling.

3. november 2011 blæste vi jagt forbi for Oban.
En fantastisk jagtkammerat er ikke mere. En ven og et familiemedlem med alle de bedste egenskaber en ches kan have: det fantastiske temperament - han var simpelthen i bund og grund RAR - jagtpassionen, samarbejdslysten, apporteringsevnen, det urokkelige og rolige sind - og ikke mindst det smukke ydre - som jo også gjorde at han gik fra sejr til sejr på udstillingerne uden at der er brugt en eneste time på at "træne udstilling".

 

 

 

 

HomeNyhederOm osHundeneHundebillederHvalpekuld