HomeNyhederOm osHundeneHundebillederHvalpekuld
Chessieracing.dk - Chessieracing's
jagt og familiehund
Anuke - in memoriam
Ifing
Corax
Cuilean
In memoriam
Ifing

Chesareng’s Ifing


I daglig tale kaldet... Ifing.....Ifing er en parringshvalp efter Oban og Cheslabben Take A Peake, kaldet Moa, som er ejet af Britt Elise Hjortenswold i Norge.


Britt Elise er en gammel rotte i faget og har været med siden den spæde start med Ches i Skandinavien, så det var da også lidt med et kip med hatten, da hun kom og spurgte, om hun måtte bruge Oban TIL trods for, at vi var noget så græsseligt oppe at skændes til en markprøve i 1998 med Bowie, hvor hun var dommer, men skidt, man tilgiver med tiden og bliver mere voksen.

Parringen med Oban og Moa var yderst interessant, da det var første gang de to linier blev krydset.


Altså Flemming Søndergård og Birgitte Jørgensen henholdsvis, på det tidspunkt, 20 og 22 års avlsarbejde, der aldrig, af uransagelige årsager, er blevet krydset, men nu skete det og jeg syntes ud fra at kende Moa’s søster - og stambøgerne bag de to hunde - at det var en kende for spændende til, at det bare skulle blive til et talprojekt, så aftalen lød, at jeg skulle have første valg på hanner i afgift, selvom ”madam Jørgensen” havde et generelt førstevalg på hele kuldet, en eller anden gammel aftale, men alligevel blev Ifing 3. generation af hanner i vores hus.


Ind-putning af hvalpe skete en kold og regnfuld vinterdag - ikke uden problemer til trods for, at det var dame nr to inden for fjorten dage; ungdommens kådhed gjorde processen noget besværlig. Men kom ikke og sig, at en loppe på den forkerte side af 30 ikke kan lære at gø, Britt Elise lærte mig et nyt trick; dog ikke uden et noget skeptisk blik fra Christina, da jeg kom ind - meget våd og en anelse kold - og stolt proklamerede, at ”vi havde haft en god parring og jeg lærte noget nyt” ØHHH sammen med en midaldrende Norsk kvinde JOW JOW.


Resultatet udeblev ikke: 5 hanner og en tæve, så der var noget at vælge imellem, selvom Jørgensen sagde, at som udgangspunkt ville hun helst have en tæve, men hvis den ikke passede hende, ville hun have en han. JA JA sagde jeg men jeg ved, hvad jeg vil have og dermed FÆRDIG. Om jeg var heldig eller om hun opgav p.g.a. den ukuelige jyske stædighed, ved jeg ikke, men jeg fik det, jeg ville have.


Jeg drog til Hedehusene for at samle Jørgensen op, og derfra tog vi turen igennem Sverige videre til Norge. En fantastisk tur på grund af den storslåede natur, her skal selvfølgelig komme en lille historie: Birgitte har rejst utrolig meget i Norden, hun har sågar sammen med sin husbond været på elgsafari - uden rent faktisk at have set en elg! Utroligt men sandt. Da vi har kørt ca 15 min i Norge proklamerer jeg: ”Nu kan man sgu da se, at vi er kommet til Norge!” ”Hvorfor?” spørger Jørgensen. ”Der er elge på vejskiltene” siger jeg. Så får jeg en forelæsning om, at det skal man tage meget alvorligt, selvom hun aldrig har set en elg i Norge - levende ihvertifald. Ikke mange minutter efter den voldsomme løftede pegefinger siger jeg rolig,t der står sgu da et cykelstyr ude i den havremark der (cykelstyr? Ung elgtyr med et gevir, der minder om et styr med håndbremse) Jørgensen mumler fra sine papirer ”JA JA det er godt med dig”, jeg insisterer og den umiddelbare uro, der kommer i min bil, da femøren falder, at han taler sandt, vil jeg ikke berette om.


Vel fremme bliver vi modtaget med grillmad og dejlige hvalpe over det hele på et sted enhvert dansk naturmenneske ville misunde. Britt Elise bor et sted, der hedder ”Britt Elise Hjortensvold, Fjeldet, Norge” og dermed færdig. Skal ses, kan ikke forklares.

Jeg forsøgte om aftenen at observere hvilken hvalp, der tiltalte mig. Jeg ville vælge objektivt og ikke med hjertet. Tag lige og glem det! Med hunde er det som med sin ægtefælle, hvis det ikke siger klik, så fungerer det ikke andet end nogle få år og konen eller hunden bliver skiftet ud. SÅDAN ER DET! FÆRDIG! Og sådan blev det! Den hund, der blev ved med at fange mine øjne om aftenen, var også den hund, der behagede mig bedst dagen efter, så ham valgte jeg. Men hvad fanden skulle kræet hedde? Jeg fik at vide, at jeg selv måtte vælge navn, bare det var et nordisk mandenavn. Knolden kogte. Britt Elise foreslog Ivar og Jørgensen Igor! KLART VETO! Nå, vi ringer hjem: Christina slår op i vores ”bibel” nemlig den gamle EDDA og finder navnet IFING - en flod. der skiller Midgård fra Jotumheim, den var fjong og sådan blev han min hund.


Vi fik ham hjem i midten af august og et hvalpetræningshold blev det da også til, og så måtte han vente til jagtsæsonen var ovre, han fik lov til at være hvalp, men lærte dog de simple regler for at bo i et hus, og han fik serveret nyskudt vildt, når jeg havde det. Men hvad FANDEN! Tror I hvalpen ville samle vildt op? NÆH NEJ! bare glem det! En helt ny situation for mig. HMM så kan han få lov at passe sig selv, hvad det angår, dog ikke uden betænkninger, men han samlede alt andet op, der blev smidt for ham, så mon ikke vi finder en løsning.

Tiden gik og vi konstaterede, at Ifing er en voldsomt rar og meget tiltalende hund med en tendens til at ligne sin farfar Bowie en hel del, hvad angår den daglige omgang.


Jeg har prøvet noget nyt både pga, at jeg har været presset rent tidsmæssig af mine børn, men også udefra en filosofi om, at en hund skal have lov til at vokse med sin opgave, det må man sige, at i dette tilfælde, er det lykkedes: jeg har lavet meget lidt, men effektivt træning med min hund med en utrolig høj succes rate, da jeg startede på lydigheds træning med ham, blev jeg spurgt om jeg havde taget brugsprøve på ham? Hva? næh nej, han er kun 6 mrd gammel - så ikke endnu.

Tiden gik. Jeg fik Ifing forlyst på hofter og albuer, chippen blev fjernet og tatovering indsat (Oban har den forbandede C hofte på venstre ben), fordi beslutningen var taget, at hvis han ikke var fri, skulle han finde et andet hjem. Vi vil ikke have flere hunde med en middel HD. Jamen dog. Det så jo faktisk så godt ud, at vi gætter på en A hofte, men vi får at se, når han kan lyses officielt d. 21/5-2007, om jeg og de sagkyndige har gættet rigtigt.


4/2-2007: Vinterskue Midtjylland: Ifing bliver anden vinder slået af sin halvbror Conroy og skarp forfulgt af sin anden halvbror Chieftain i hvalpeklasse. Dagen går, Conroy bliver BIR i hvalpeklasse, og far Oban bliver BIR i de store drenges klasse. Kan dagen blive bedre? JOW det kunne den: efter Ifing havde været i ringen, havde jeg set en hund, der ,stort set siden han var kommet, havde slappet fuldstændig af. Han havde faktisk sovet ind imellem. MEGET tilfredsstillende for så ung en hund. Jeg fik den pludselige indskydelse, at det da faktisk kunne være sjovt at se, om han kunne klare en brugsprøve, da han lige med en kuthårs bredde var gammel nok, ku han det? Ja selvfølgelig ikke med top point, men over middel. Han var bestået, så skide være med point, vi var videre med en glad og selvsikker hund.<o:p>

To uger senere er vi på endnu en udstilling, officiel. Ifing i hvalpeklasse. Ikke nogen hurra klasse, men han vinder og kommer i store ring (synd, at han var den eneste hvalp, men han er ligesom sin far meget nem at udstille). Hvad var vigtigt, var at vi også hentede Christinas nye tæve Saga som på en måde blev Ifing’s vendepunkt, hvad angår vildt.


To uger efter, at Saga er ankommet, er jeg ude for at regulere krager; kommer hjem med fuglene, lukker alle de gamle hunde væk, der er kun Ifing og Saga! Jeg lader begge hunde snuse til pophans: en del næsetrykken og det var det. Jeg smider fuglen, siger til Christina, at hun skal sende Saga (vi er inde i huset). Lige ud, lige hjem. SÅDAN! Jeg smider pophans igen, kigger på Ifing og siger værs’god. Han henter den, som om han aldrig har lavet andet, så efter man har jublet, klør man sig i nakken, og siger: ”har vi haft et problem? HMM”.


Fredagen efter tager jeg Ifing med på kragejagt. NU skal det bære eller briste. Kan han? eller skal han skrottes som jagthund og dermed ud af vores postnummer!

Det starter med, at der er syv smågrise, der er et forkert sted. Jeg vil sende dem på rette vej; Ifing beslutter sig for at hjælpe til. Med det resultat, at grisene ikke bare bliver sendt inden for hegnet, nej – nej, de bliver fulgt helt hjem til mutter so! Som ikke er imponeret af det der brune gespenst, der javer med hendes børn: Hun udstøder et fnys og et grynt! De står snude mod snude: På det tidspunkt er jeg sat i løb, punkt 1: hunde skal F G M ikke jave rundt med grisene og punkt 2: Oban havde nær mistet livet ved en lignende kontakt. Mon Ifing da ikke totalt vil skide på div. regler og dommedags profetier: Han javer soen hæder og ære fra, inden jeg trænger igennem. DER VAR LIGE NOGET LYDIGHED AT ARBEJDE MED.


I krageskjulet var det en anden sag. Han opførte sig eksemplarisk. Sad stille og lod sig ikke mærke med, at jeg truttede lystig i kragekaldet for at lyde som en brunstig han/hun krage.

Resultatet udebliver ikke: først en krage, så en mere, så en skade og SATRANS OSSE! DET ER TYPISK, NÅR MAN HAR EN UNGHUND MED. SÅ KAN MAN IKKE RAMME LORTET! Endelig kommer der hul på bylden: tre krager skvatter stendøde ned, lynhurtigt efter hinanden. SÅDAN! Perfekt søg til en unghund imellem lokker. Markering: glem det, forholdende var for svære og de skal lære at markere igennem sløringsnet osv.

På det her tidspunkt er jeg rimelig tilfreds, han har forholdt sig roligt til trods for kragekaldets båtteri og mit skyderi, så vi går stille og roligt ud; jeg giver søge kommando: ikke mange sekunder senere er alle tre krager hentet - til trods for lokkere, som i øvrigt ragede ham en papskid og endnu en sur so, som gerne ville have haft fred til at æde den krage, han hentede, det var ikke bare en god dag - det var en ubeskrivelig god dag. Jeg står nu med en hund, der forholder sig komplet i ro under trækket og udviser enormt mod, når han bliver sendt på opgave.

Siden hen har jeg serveret forskellige vildtarter for ham og det er blevet samlet op, uanset om det er dykænder, måger eller kanin. Dog ikke rovvildt, men det kommer nok, den kommende sæson, når vi rigtig skal til at på jagt. Taget i betragtning af, at jeg for første gang har stået med en hund, der ikke har samlet hvad som helst op, er jeg egentlig meget godt tilfreds, da han viser nogle gode evner og ikke mindst viser han en utrolig selvstændighed i det ellers meget meget rare gemyt han bærer i dagligdagen. Ifing kan knuse et hvilket som helst intelligent hjerte, han kommer forbi med sit rare udseende og væsen. Nu står vi for vores første begynderklasse prøve, og forhåbentlig mange andre prøver, lad os se, hvordan det går, men frem for alt håber jeg, at han bliver en god og kærlig familiehund samt en fantastisk og effektiv jagthund, det er det vigtigste. Der er han godt på vej, da han ligner sin farfar i sin mentale styrke, men vi får at se, mange ting skal ske endnu

På chestræf maj 2007 var Ifing på sin første markprøve. Han fik en 3. pr. i begynderklassen, fordi han gik fra en kanin, som han dog tog efter opfordring, hvilket gjorde at han blev lidt ked af det i det frie søg. Alt andet var perfekt og dommeren gav en meget flot kritik af både hund og fører.

Juni 2007: Vi har fået resultatet af røntgenbedømmelsen af Ifings hofter og albuer: HD - A og AD - 0. Så det kunne ikke være bedre.

Aug: 2007: på chestræffet fik Ifing 1.pr. på markprøve B og i udstillingen blev han bedst i unghunde-han-klassen: 1.pr. 1.vinder med SL

Feb 2008: Ifing fik sit første Cert på Odense udstilling. Han fik desuden CACIB

Nov 2008: Ifing er nu fuldcertet og blev Nordisk vinder på DKK udstillingen i Herning. Han er begyndt at gå med på Egebjerggård, hvor han er alt vi havde håbet - der er masser af jagt i ham, og han søger rigtigt godt. Vi må vist hellere til at tænke lidt på at komme afsted på lidt markprøve med den hund....








HomeNyhederOm osHundeneHundebillederHvalpekuld